My Daily Tune
Det du sender ud, er det du får igen
2 uger: 14 marts – 25 marts 2022
Hvordan gør du?
Jeg bruger selv tanker, følelser og visualisering til at åbne op for det jeg ønsker mere af. Det kan være en god idé, at skrive det ned så bliver det manifesteret lidt dybere.
Jeg mener en af de vigtigste ting, er at finde frem til det man ønsker mere af, og så åbne op for det. Gerne fra taknemlighed, af det du allerede er glad for i dit liv. Det er vigtigt ikke at skabe et pres, i det du sender ud, da alt spænding og modstand kommer tilbage.
Nedenfor kan du læse inspiration fra The Secret og deres forslag til hvordan du sender ud.
Principperne i Loven om Tiltrækning
I filmen The Secret beskrives visualisering – evnen til at forestille sig det man vil have – som et meget powerfuldt redskab. Visualiseringsprocessen foregår på tre niveauer:
1. Spørg. Du behøver ikke at sige ordene, det mest kraftfulde er dine tanker og følelser. Det understreges at følelser er lige så kraftfulde redskaber som tanker. For at være i “flow” og på linie med det du ønsker, er det vigtigt at du fremelsker positive, glade og taknemmelige følelser. Negative følelser isolerer dig fra helheden. Tænk og føl det du vil have, visualiser det så tydelig og detaljeret som muligt. Skriv ned præcist, hvordan du ønsker dit liv på alle områder. Lav måske en visualiseringstavle med udklip, billeder og ord, der repræsenterer det du har valgt. Føl det og snak om det som om det allerede er sket. Tænk stort. Begræns ikke dig selv.
2. Det er en lovmæssighed at universet altid svarer. Loven om Tiltrækning er i værk, uanset om vi arbejder bevidst med den eller ej. Alt hvad der sker i vores liv er et resultat af, hvad vi energimæssigt er og har været på linie med. Ligeledes vores bevidste og ubevidste valg.
3. Det modtagende niveau. Bring dig på linie med det du vil have. Tænk positivt om det, tro på det, vær vedholdende. Lad universet klare hvordan, det behøver du ikke at kunne overskue. Hold dig åben for alle de forunderlige måder, hvorpå tingene kan ske. Du skal bare vide hvad. Da universet ikke differentierer, er det meget vigtigt at du ikke taler i negationer. For hvis du taler om det du ikke vil have, er det netop det du tiltrækker. At forblive i en modtagende position handler om, at overgive sine ønsker i tro og tillid, og om at bevare et positivt følelsesmæssigt fokus.
Endeligt er det vigtigt at være taknemmelig. Det dybe taknemmelige blik for det der allerede er smukt og velfungerende i dit liv, om så ned til de små detaljer, sikrer at du tiltrækker mere af det gode. Når vi føler dyb taknemmelighed befinder vi os i en optimal modtagende position.
Du kan også læse artiklen af Aut. Cand Psych. Jahnnie Sigård her
Som inspiration kan du også se filmen, The Secret Dare to Dream på Netflix.
En anden vinkel er Buddha, som sagde; “Der hvor din opmærksomhed er, er der hvor dit liv er”.
Jeg elsker den visdom
Namaste Brian 🙏